Menu
Ringes op?

Nyheder

Hos Bisidderhjælpen tilbyder vi uvildig og specialiseret privat socialrådgivning til klienter, som ønsker professionel hjælp til at opnå et korrekt og effektivt sagsforløb indenfor bl.a. beskæftigelses- og familieområdet.

Få en vurdering af din sag!

Har du en kommende eller igangværende sag hos det offentlige og ønsker rådgivning fra en uvildig specialist? Bliv ringet op og få en snak med en uvildig socialrådgiver - som varetager dine rettigheder og interesser.


Inklusion

En engels tanke og en djævelsk konsekvens, for både lærer, pædagoger, børn og forældre.

Det er med en klar intention om at rumme alle børn, at inklusionstanken blev skabt. Praksis viser sig bare at have rigtig konsekvenser for alle, både de voksne og børnene, såvel professionelle som forældre.

Det er med tanke på at imødekomme børn med særlige behov, at inklusionstanken er skabt, men man skal dog ikke være i tvivl om, at der ligeledes er et økonomisk perspektiv som understøtter tanken. Det lyder så flot og rummeligt, men der er en økonomisk bagtanke fra systemet – ingen tvivl om det.

Folkeskolerne har en stram økonomi i forvejen. Og når et barn visiteres til et special tilbud, så er det skolen der skal afholde udgiften for, at barnet frekventerer special tilbuddet. Det er en vigtig faktor, som klart er med til at skolerne inkluderer mere end de ellers ville have gjort.

Skolerne skal rumme børn med særlige behov, i et langt større omfang end tidligere. Det drejer sig ikke udelukkende om de såkaldte diagnose børn, men også om børn, som ikke har en særlig diagnose, men som har nogle vanskeligheder og en adfærd, som er langt udover hvad man tidligere har kunnet rumme i folkeskolen. Dette stiller særlige krav til de lærer og pædagoger som skal arbejde med børnene i skolen, uden at de nødvendigvis har de faglige kompetencer som skal til, for at kunne håndtere børnene. Her er det PPR som i stigende omfang skal ind og være de rådgivende specialister, for skolernes personale. Så PPR er altså også impliceret i inklusionen og skal kunne tilbyde en del mere, end tidligere. Og det er hårdt arbejde, både for PPR, skolens personale, men ikke mindst for børnene og forældrene – og det er for alle børn og forældre – ikke kun de der har et særligt behov.

Skolen skal stille op til at kunne rumme børn med så særlige behov, at de i visse tilfælde skal mandsopdækkes, dels for at skærme barnet, men også for at sikre de andre børn. Dette er en opgave, som er langt udover hvad man tidligere forventede af folkeskolernes ansatte og det er en opgave som kræver nogle ganske andre faglige forudsætninger, end man lærer på lærerseminarierne. Dette kræver er særlig pædagogisk viden, som oftest er forbundet med efteruddannelse eller specialuddannelse, men det er altså det man forventer fra skolens personale.

På den anden side står der nogle børn, som i den grad ikke føler sig set, hørt eller forstået. De bliver overvåget i et eller andet omfang og mandsopdækket, for at kunne være i skole. Det er på ingen måde en værdig måde at behandle et barn på, mens klassekammeraterne ovenikøbet er vidner hertil. Det er nemlig ikke kun i de helt småklasser, men også op i mellemtrinnet (4-6 kl.), at dette er en realitet. De bliver således ekskluderet, i inklusionens navn og det er mildest talt ikke hensigtsmæssigt. Hvordan skal man kunne føle sig som en del af et fællesskab, hvis man på alle måder bliver håndtere som ekskluderet og mandsopdækket. Dette medfører naturligvis en modstand hos barnet som bliver påført en rolle af denne håndtering og derfor ser to muligheder: ”jeg lever op til den forventning der er til mig”, eller ”jeg trækker mig helt” og ekskluderer således sig selv fra det fællesskab, som er et af argumenterne for inklusionen – altså udover det ”skjulte” økonomiske argument.

Udover de inklusionsramte børn, står der så nogle børn som i klasserne, som skal rumme inklusionsbørnene. Det er de børn som vi kalder normalt fungerende børn, uden særlige behov, udover dem som alle børn har. Disse børn bliver ligeledes en del af inklusionen, hvad enten men vil det eller ej. Disse børn skal rumme inklusionsbørnene. For at kunne dette, skal man have en forståelse for det enkelte inklusionsbarns særlige behov. Det er et meget stort krav, som på ingen måder lever op til, hvad man kan forvente af et barn. Inklusionsbørn kan have så særlige behov, at de voksne omkring barnet, næsten ikke er istand til at kunne agere, håndtere og have forståelse for det enkelte barn. Det er den hverdag som børnene står i. De skal kunne rumme og udvise forståelse for børn, som har så særlige behov, at selv de voksne har udfordringer med at kunne håndtere dette.

Vi er så optagede af børns trivsel og udvikling i Danmark – og med god grund. Udvikling og trivsel er fundamentet for, at et barn kan indtage læring i skolen, en forventning og et krav der stilles i vores samfund, og som et hvert barn har ret til. Der er børnekonventioner, rettighedsskoler og lign. over hele landet, med det formål at støtte op om børnenes rettigheder.

Hvordan skal børn kunne trives og udvikle sig i et miljø, som er fyldt med uforudsigelighed, manglende tryghed og med få voksen ressourcer, som skal håndtere og tage ansvar for mere end det de er uddannet til?

Skolens personale bliver nedslidte og sygemeldte, inklusionsbørnene reagerer og der ses kun små og få fremskridt, fordi de ikke kan rumme miljøet i folkeskolen, de resterende børn lever i en hverdag, hvor der ikke er plads til at de kan agere og være dem de er, fordi de er i risiko for at blive udsat for verbale og fysiske overgreb fra de inklusions børn, som ikke trives og som egentlig ikke rummes tilstrækkeligt. Ude på sidelinien står alle forældrene. De er kede af det, frustrerede og vrede. Inklusionsbørnenes forældre er kede af det og vrede, fordi deres børn ikke trives, ikke rummes og fordi de andre forældre er utilfredsse med deres børns adfærd. Forældrene til de børn der ikke er inklusionsbørn er vrede fordi de oplever at deres børn bliver udsat for voldsomme hændelser og føler ikke at skolen agerer på dette. De oplever at deres børn ikke er så glade for skolen, fordi de forstyrres i undervisningen/indlæringen, fordi de er utrygge og derfor ikke trives.

Hvem er det lige der har gavn af inklusionen? Det er dem der skal overholde kommunens budget – afledt af vores regering og folketing. Det er økonomi der styrer, selvom man efter bedste evne forsøger at komme med faglige og humanistiske argumenter for, at inklusionen er til for børnenes skyld.

Vil du vide mere?

Camilla Nielsen

Familierådgiver camilla.nielsen@bisidderhjaelpen.dk Vis faglige profil

Følg os på

Websitet anvender cookies til at huske indstillinger, statistik og målretning af annoncering. Informationer deles med tredjepart. Læs mere her